bla bla ...gløde, bløde, øde, søde, døde, fløde, møde...bla bla



Hr. Poesi og frk. Melodi

(Klik på de hvide ord i teksten)

Vi vil gerne byde jer alle sammen velkommen til ”En Melodisk Romance”.

Jeg er hr. Poesi , og ved min side står min egen lille node, frk. Melodi, som nu vil tage plads ved sit elskede klaver..., mens jeg for min del vil slippe pennen et øjeblik og fortælle om, hvordan vi mødte hinanden...

En forårsdag 2003 var frk. Melodi ude at gå en tur og nynnede på sin vej en komposition, hun selv havde lavet. Hr. Poesi var ved samme lejlighed ude at gå; men ordene gav ingen mening. De var tomme og udhulede. Da hørte han de vidunderligste toner, som gik ham lige ind i hjertet, og fik ordene til at gløde, bløde og banke. Inspirationens pil er nemlig ligeså spids og gennemborende som kærlighedens, og jeg tænker, at de er gjort af samme metal. Jo, det var inspiration ved første gehør! Men hun var så optaget af sin egen melodi, at hun slet ikke så, at hr. Poesi gik lige forbi hende, kun en nodelængde væk. Han så hende gå bort og var sønderknust - tænk om han aldrig skulle få hende at høre igen? Hende, som kunne give livet og digtet en ny dimension. Da skete det vidunderlige, han hidtil kun havde turdet drømme om. 14 dage efter deres første møde kom hun forbi, endnu dejligere end nogensinde - og tænk sig - nu havde hun komponeret 9 nye melodier!!! Han var solgt - til nodepapir og nodetegn. Nervøs, som man jo er i livets vigtige og afgørende stunder, tog han dog mod til sig og spurgte, om hun ville lukke tonerne ind i hans liv? Nu fik hun også øje på ham - hvad hun manglede, det havde han, og omvendt; hvad han manglede, det havde hun, og det skete, som det nogle gange sker i livet som i kærligheden, at der af den alliance blev født 9 børn, 9 sange.

Torsdag mellem kl. 10 og 11 om formiddagen d. 1. maj 2003 blev deres 3. barn født uden større vanskeligheder. Det blev en velskabt lille pige på 4 vers. Og hun havde de fineste, små versefødder - skabt til at danse på. De valgte at kalde hende Sommernat - det var sådan et smukt navn, og det klædte hende. Det var nu oprindelig frk. Melodi, som kom på den tanke at kalde hende Sommernat, men sjovt nok havde hr. Poesi tænkt nøjagtig samme tanke. Frk. Melodi forestillede sig et forelsket par, som dansede ud i sommernatten, men hr. Poesi syntes nu, at det i stedet skulle være selveste sommernatten, som dansede med månen, lige indtil det blev lyst. Det kunne blive så smukt, for smuk er hun, Sommernat, så hende vil vi opføre for Jer...