Havheksen: ”Hvad vil I mig, I smækre sild

Jeg burde dræbe Jer

salte jeres smukke kroppe

langsom død...

lægge Jer i lage sød

og pynte Jer med skærm af dild

Hvad vil I dog deroppe ???”

Havfruesøstrene: ”Vores lillesøster er det,

som berøver os vor fred

snart vil briste hendes hjerte

snart den sidste sol gå ned

Bedstemoders hvide hår

faldt af på kun en enkelt nat

Lykken smilede i går

men i dag hun døde brat...

Sorg vil glæde indefryse

lygtefisk vil ikke lyse...

Bundløst mørke kaster sorte skygger ind

vikler sig i tankespind

omklamrer hvert et sorgløst sind...

Hvad er Din pris ? Hvad vil Du vinde ?

Vis , vis os hvad vi ofre må for hende...”

Havheksen: ”Jeres hår ...

Som bølger smult på vande

smyger lok sig omkring pande

Mit hår ...

Som siv i mosegrund

stikker hår fra hovedbund !

Stålorms glans i saksens skær

skarpere end bødlers klinge

klipper hver en lok af Jer

hør metallet, hør det ringe

Se mig, se mig nu !

Jeg er smukkere end I !

Jeg er smukkere end Du...

Ungdoms skønhed I mig bringe !!!

Til gengæld får I denne kniv

den kan redde Jeres lillesøsters liv ...

Stakkels pige !

Stum med blodig gang på land

kan hun atter ned i Dybhav stige

dykke ned i søens salte vand

hvis hun stænker på sin fod

prinsens eget hjerteblod...”